ALEXANDRA CAFÉ Det nuværende Rebslagervej 1-3. Dateret den 27. november 1942.
Da det blev klart, at Brønshøj skulle udskilles fra Rødovre/Brønshøj sognekommune og indlemmes i København i 1901, opstod et spekulations kvarter, lige på den anden side af kommunegrænsen, der løb langs Lygteåen. Mange mindre virksomheder havde også slået sig ned lige på den anden side af kommunegrænsen, da der ikke gjaldt samme regler og begrænsninger i Rødovre/Brønshøj sognekommune, som i købstaden København. For at gøre kvarteret attraktivt, fik de selvgroede gaderne navne efter Christian IX og dronning Louises store børneflok. Gørtlervej hed til 1930 Christiansvej. Rebslagervej hed Alexandravej og blev også omdøbt i 1930, i sammenhæng med de mange håndværksnavne, Vejnavnenævnet indførte, til afløsning af de royale gadenavne.
Området omkring Drejervej/Rebslagervej kom til at rumme en række fortrinsvis mindre virksomheder, så som håndværk, værksteder, engroshandel m.v. samt enkelte boliger. Området havde et selvgroet præg, da der ikke fandtes nogen byplan for bebyggelsen. Den blev opført over en årrække fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 2000-tallet og var af meget blandet kvalitet.
Det har ikke været muligt at finde mange oplysninger om Alexandra Café. Den nævnes kun en enkelt gang som ”café” i Krak, og optræder ikke i KTAS telefonbøger. Så den har åbenbart ikke haft telefon. Det har været et udpræget lokalværtshus, i den lave bazarbygning, for arbejderne fra de omliggende virksomheder og beboerne i området. Kunstneren Folmer Bendtsen (1907 – 1993) har lavet et par billeder af cafeen, men tilsyneladende uden datering. På et luftfoto af området fra 1954 er hjørnegrunden ryddet, og står tom.
Det nuværende boligbyggeri Rebslagervej 1-3 er opført i 2023.
Café Alexandra – 1942 Foto: Carl Ernst Hannuss, Københavns Museum