PRØVESTENEN Et af byens onde værtshuse: Café Prøvestenen i Lille Istedgade – mellem Istedgade og Halmtorvet i København.
Der blev gjort rent mellem 01, hvor de lukkede for at gøre kassen op og 06, hvor tjenerne åbnede for morgenserveringen til vognmænd og andre på vej ud og drukkenbolte på vej hjem. Morgenserveringen bestod af kaffe, måske en bitter og så de rundstykker med smør, som tjenerne selv smurte og solgte. Der var nemlig ikke køkken godkendt til madlavning.
Prøvestenen havde levende musik og adskillige ludere mellem 15 og 65 år. Tjenerne afleverede spiritusflaskerne og deres regnskab, som skulle kontrolleres. Man fyldte op efter dagens salg, ved at hælde Fuselfri Akvavit på Rød Aalborg, King of Scots whisky på Johnny Walker og Vladivar vodka på Smirnoff. Der blev købt nye, fine flasker når de gamle var for slidte.
Kom der et selskab, som købte f.eks. 3 flasker whisky i aftenens løb, så måtte tjenerne banke en købmand op og hente 2-3 flasker, for selv at score fortjenesten. Dumt nok hældte de ikke altid den nye whisky over på de gamle flasker. Så var man lidt opmærksom, var det tydeligt at se, at der var friske flasker på hylden. Men tage diskussionen med tjenerne, det gjorde man ikke lige.
Tjenerne havde i øvrigt også ekstra øl, som de solgte før værtshusholderens. Han var der nogle få timer, et par gange om ugen. Engang var han dog væk i 30 dage, fordi han og udlejeren af stedets spilleautomat havde været lidt for dygtige med spilleregnskabet.
Målebægeret stod altid i et glas vand (der ser man stadig nogle steder). Når tjeneren tog det op, for at måle 2 cl spiritus op, var det allerede 1/3 fuldt. Hvis to kunder pludselig fik travlt, og efterlod et par halve øl, så blev de hældt sammen og kunne sælges til næste berusede kunde. På den måde blev der solgt en hel del mere, end der blev købt ind.
Sådan var det i midten af 70erne, da jeg af og til hjalp med at lave regnskab om aftenen. Et kulturchok for en ung Frederiksbergfyr.
Hvis en af toiletternes cisterner ikke fungerede, var det ofte fordi nogen havde smidt en – nu tom – tegnebog op i dem. Man kunne også købe de underligste ting (28″ tv, kameraer og ure) til ingen penge.
Café Prøvestenen og Café Robert var de eneste værtshuse i Lille Istedgade, begge med levende musik, foruden jukeboksen. og de konkurrerede heftigt om kunderne.
Det begyndte at gå dårligt, da der kom flere indvandrere til Vesterbro. De kom ind for en kop kaffe og måske en øl. Og den skulle ikke skylles ned med samme hast, som det var kutyme blandt det oprindelige klientel. En sundere livsførelse, men ikke så sundt for forretningen.
