Kategorier
Indre By

Søtorvet

Nr. 2

  • Café de la Reine – 1902-1948
    • 1902-1903 – A. Hansen
    • 1904-1910 – H. Chr. Stentoft
    • 1911-(1917) – Ludvig Jensen
    • (1919)-1948 – Lorentz Lindberg
      • Donauhallen – 1938-1948
        • 1938-1948 – Lorentz Lindberg

CAFÉ LA REINE
Ved bebyggelsen af demarkationsterrænet mellem de gamle volde og søerne fra 1870 var der store planer for ”det nye” København. Især hos ”Det Kjøbenhavnske Byggeselskab A/S” og den allestedsnærværende arkitekt, rektor for Akademiet og borgerrepræsentant Ferdinand Meldahl. Under hans overopsyn opfører arkitekterne Ferdinand Jensen og Vilhelm Petersen 1873-76 det imposante boligkompleks ”Søtorvet”, på begge sider af Frederiksborggade som et stykke Paris ved Seinen.

Dengang var baron Georges Eugène Haussmanns byggestil fra Paris den store mode. Han tjente som præfekt for distriktet Seinen, og havde ansvaret for Paris’ nye byplan, som blev gennemført mellem 1853 og 1870. Som i hans Paris skulle man bygge ”hjørnehus med tårn”, og som ved boulevarderne og Seinen indrettes eksklusive caféer. Søtorvet blev indviet og navngivet i 1875.

På Søtorver åbnede efter parisermoden ud mod søerne den elegante ”Café de la Reine, Dronningens Café”, eller bare ”la Reine”. Den havde naturligvis fortovsrestaurant, som var overdækket. Det fik københavnerviddet til at døbe restauranten ”Café la’ det regne”. Den bliver ofte forvekslet med tidligere ”Café De La Reina” på Dag Hammarskjölds Allé.

Ved et møde på Søtorvet besluttede, den 26. februar 1889, boldklubberne ”Fredericia-studenterne” og ”Polyteknisk Boldklub” at fusionere under navnet ”Akademisk Boldklub” (AB). Dengang var det helt normalt at foreninger lejede sig ind i større restauranter, til møder og generalforsamlinger, da kun de færreste havde egne lokaler.

Den legendariske værtshus kronikør Bent Zinglersen fortæller i 1965: ”I 1930´erne var her digterstue, hvor datidens digtere som Sigfred Pedersen og Otto Gelsted sprang op på bordene og proklamerede deres seneste digte. Niels Clemmensen sad ved klaveret. Han komponerede musik til mange af Sigfred Pedersens digte. Da Tyskland besatte Danmark i 1940 lukkede digterstuen og cafeen.”

Ifølge Rådhusbibliotekets værtshusliste lukker Café de la Reine i 1945. Der var så forskellige forretninger, indtil de hårde hvidevarer rykkede ind. Fortovsrestaurantens plads blev indtaget af parkerede biler, der dog i dag er forvist til fordel for et lille anlæg med blomsterkummer og københavnerbænke.

Tekst: Allan Mylius Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *