Kategorier
Islands Brygge

Langebrogade

Om gaden
Langebrogade får først officielt navn ca. 1850.

Nr. ?

  • Café Bomhuset – 1864-1909
    • 1864-1883 – O. Fischer
    • 1883-1905 – Christian Guldmann Fischer & Julie Franzine Konradine
    • 1905-1909 – Julie Franzine Konradine
  • 1909 – NEDREVET

BOMHUSET
Fischers beværtning i ”Bomhuset” ved Langebro. I 1856 opgives København som fæstningsby, og byportene åbnes. Men voldene var helt frem til 1871 stadig underlagt ”Voldkommissionen” indtil Københavns Kommune i første omgang købte voldanlægget på sjællandssiden. Christianshavns Vold forblev under Voldkommissionen til 1909. Men man kunne hos Kastellets kommandant erhverve et adgangstegn, så man kunne færdes på det militære område.

Ned til havnen ved Langebro, lå to portbygningen kaldet Ny- og Gammel Kigkur, måske oprindelig ”Kikkurven”, som menes at være et gammelt navn for ”udkik”. Ud fra den på Christianshavn løb omfartsvejen ”Enveloppen” fra ”Kalvebods Lynette”. Den blev nedrevet, da en ny Langebro blev anlagt i 1903.

Bomhuset var opført i 1797 og var bolig for den, der skulle opkræve bropenge. Det var underlagt artilleriet på Christianshavn, og en ”Bromester”, havde til opgave at føre kontrol med trafikken over Langebro, åbne broklappen for passerende skibe, og opkræve bropenge af den civile trafik.

Café Bomhuset lå i forlængelse af Langebrogade. Det gamle bomhus blev allerede i 1864 indrettet som værtshus. Her kunne københavnerne vederkvæge sig, når de gik tur langs Christianshavns vold. Det blev drevet af ”Bomforpagterske” O. Fischer. Ved Københavns indfaldsveje, blev der opkrævet bompenge frem til 1915. I 1883 overtager Christian Guldmann Fischer værtshusdriften sammen med sin kone Julie Franzine Konradine, som overtog driften af værtshuset ved hans død i 1905.

I Vejviseren nævnes Bomhuset 1903 til 1915 ”uden beboelse”, og Københavns Museum angiver at Bomhuset nedrives i 1909. Sandsynligvis i forbindelse med etableringen af Amager Boulevard.

Café Bomhuset – 1900
Foto: Københavns Museum
Tekst: Allan Mylius Thomsen

Nr. 8 A

  • Rabes Have – 1885-
    • 1885 – Peder Rabe Holm
    • 1886-(1887) – J. Andersen
    • (1892)-1897 – J. P. Pedersen
    • 1898-(1904) – N. P. Magnussen
    • (1907)-1909 – L. N. Lauersen
    • 1910 – E. Elster
    • 1911-() – Aug. Thygesen
    • (1917-1919) – A. M. Sørensen
    • (1921)-1930 – A. M. Christensen
    • 1931-1932 – Paula Johannesson
    • 1933-1969 – Dagmar Skaarup
    • 1984-2021 – Anders Christian Harud
    • 1985-2005 – Kirsten Baumann Andersen
    • 2005- Anders & Caroline

RABES HAVE BRYGGERI OG RESTAURANT
Christianshavns Vold var efter svenskekrigene 1658-60 blevet ændret. Den havde indtil da løbet langs Store Søndervoldstræde. Fra 1690 førte den første Langebro over fra Vester Voldgade til Langebrogade. I volden anlægges bl.a. ”Enhjørningens Bastion” i 1683, med et krudtmagasin fra ca. 1675. Ud mod gaden skal der være etableret et brændevinsbrænderi ca. 1683.

I slutningen af 1700-årene blev kommerceråd Peder Rabe Holm (1751-1826) ejer af grunden. Han var medlem af ”Kommercekollegiet”, som var betegnelsen for en administrativ enhed under enevælden, som væsentligst tog sig af finansielle sager. En kommerceråd havde rang i 7 rangklasse. Han anlægger et hvidtølsbryggeri og en forlystelseshave, med traktørsted, gynger, karruseller og anden forlystelse, der fik navnet ”Rabes Have”. Her kom bl.a. søfolk der fik sig en lystig svingom med de christianshavnske tjenestepiger. I mange år, var der tradition for, at Christianshavns konfirmander på anden dagen besøgte Rabes Have, hvor de kunne opfører sig som voksne, drikke øl, ryge stor cigar og blive tiltalt ”De” af kelnerne. Det må have været Rabe Holm, der opfører ejendommen Langebrogade 8 i 1802. I hvert fald i 1851 var der indrettet en lille butik, der senest i 1885 blev afløst af en beværtning, der videreførte Rabes navn.

På nabogrunden stiftes i 1851 i Langebrogade 6 hvidtølsbryggeriet ”Rabeshave” af grev Frederik Markus Knut (1813- 1856) og glarmester Christian Ditlev Friedel (1807-1882) fra Glostrup. Bryggeriet blev anlagt ind på den gamle forlystelseshaves grund i Enhjørningens Bastion. Det overtages af Knud Christian Hansen (1826 – 1892), der har arbejdet og boet på bryggeriet Rabeshave i årene op til greve Knuths død og som formentlig var en nær ven af Friedel.

Her brygges bayersk øl fra begyndelsen af 1870’erne, med løjtnant Søren Anton van der Aa Kühle (1849-1906) som bestyrer. Bryggeriet bestod i en tid af denne ejendom og ejendommen Wilders Kanal 4. Fra 1855 til 1881 var Rabeshave det største bryggeri på Christianshavn.

Kühle blev den 1. april 1879, efter syv år på Rabeshave, ansat på Gamle Carlsberg. Allerede året efter udpegede brygger J.C. Jacobsen ham som sin efterfølger i en kontrakt, der blev underskrevet 18. maj 1880, men skulle gælde fra 1. oktober 1881.

Knud Christian Hansen sælger Bryggeriet Rabenshave til De forenede Bryggerier i 1891. Bryggeriet nedlægges og blev solgt i 1905. Restaurationen ud mod gaden fortsætter under navnet Rabes Have. I dag en solid dansk frokostrestaurant. Den svensk-hollandske troubadour Cornelis Vreeswijk (1937-1987) skrev bl.a. “Ode til Rabes Have”.

Tekst: Allan Mylius Thomsen – 2023

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *