KANAL CAFÉEN Frederiksholms Kanal er gravet i forbindelse med opfyldningen af Frederiksholm kvarteret i 1660-erne. I 1674 blev kanalgaden kaldt Pavegade. Her opføres en række statelige ejendomme. Et af dem var Det plessenske Palæ. Det afløses i 1851 af den nuværende ejendom, opført ved arkitekten H.C. Stilling (1815 – 1891) der var stadsbygmester i København 1871-1888. Han var med til at forme senklassicismens København.
Den første værtshusholder på adressen var ifølge overleveringen Christian VIII´s tidligere chefkok A. Cassabadan. Han fik privilegier som værtshusholder i stedet for pension. Det er ham, der lader den statelige ejendom med nr. 16 og 18. opføre. Den første registrerede bevilling på adressen i nr. 18 var den 29-årige Knud Mogensen der får sin bevilling i 1860. Dette kælderværtshus udviklede sig til en gedigent havnerestaurant, med solid dansk menu. I 1913 fik København nye politivedtægter. De skulle stramme op og reducere antallet af beværtninger i byen. Især kælderbeværtninger var i myndighedernes søgelys. I vedtægterne stod bl.a. ”… intet til en beværtning hørende lokale måtte ligge mere end 30 centimeter under det tilgrænsende terræns niveau.” Samtidigt blev der angivet en bundet loftshøjde. Værtshuse der lå to- tre trin under gadehøjde, og ikke havde en passende loftshøjde, måtte være sundhedsfarlige, og skulle lukke. Helt op til starten af 1960-erne fortsatte denne praksis.
En kommunal tjenestemand kom for at kontrollerer loftshøjden i Kanal Caféen. For at imødekomme ham, havde restauratøren skrællet loftbeklædningen, op til etageadskillelsen, af på et stykke af loftet i det inderste serveringslokale. Her passede loftshøjden. Hullet blev siden indrammet.
Kanal Caféens naboskab med havnen gav problemer med ”det lette kavaler”. Derfor blev enlige kvinder forment adgang, som på mange af de traditionelle frokost- og middagsrestauranter, for at beskytte kundernes rygte. Så sent som i 1965 blev Helle Virkner Kragh (1925-2009), som statsministerfrue, forment adgang, da hun ankom alene. Det samme ramte kirkeminister Bodil Koch (1903 – 1972). Denne kønsopdeling er dog for længst ophævet. Men Christiansborgs nærhed sætter sit præg. Det skal have været på Kanal Caféen, at Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen planlagde ”kuppet” mod Svend Auken.
I dag har Kanal Caféen udvidet med et nabolokale og fået en stor udestilling, og en overdækket flydende terrasse på en båd i kanalen. Her hyldes stadig det traditionelle danske køkken.
Kanal Caféen – 1980 Foto: Lars Kristian Crone – Københavns Museum